ARRANGEMENTER » STREET HÅNDBOLD
STREET HÅNDBOLD:
Lasse Boesen er en varm fortaler for spillet – og historien er, at hans bedstemor opfandt bolden ved at rulle nogle gamle sokker sammen og stikke ham den ”bold” i hånden.
Det har han så videreudviklet til et spil – en leg, som udvikler håndboldspillet og som kan tages med overalt – indendørs som udendørs.
Det kræver ikke en afgrænset bane og kan spilles, så snart man er tre spillere.
Selve konceptet er ligetil: Lav et mål – for eksempel et træ eller kridtstreger på en væg, du må ikke drible, kun tage tre skridt og resten aftaler man.
Tjek materialet, som er vedhæftet.
Vi har købt fem bolde, som ligger i materialerummet.
Se meget mere om streethåndbold her:
Street handball
Simple regler

 
ET SPIL FOR ALLE
Tekst og foto: Evan Johansen – evan@johansen.tdcadsl.dk
Streethåndbold er seneste nye skud på stammen, når det gælder idræt på gadeniveau – det benævnes også af den grund som gangsterhåndbold.
Bording KFUM Håndbold satte streethåndbold på programmet, da de i begyndelsen af september måned holdt opstart i afdelingen. På parkeringspladsen foran Bording Hallen var cirka 25 i alle aldre samlet for at lære det nye spil at kende.
”Vi havde hørt om det fra en klub i Horsens, og valgte at bruge det som optakt til den nye sæson. Vi har inviteret alle vores ungdomsspillere og kommende spillere til at prøve den nye ”idrætsgren”. Vi vil med det gerne vise, at streethåndbold kan spilles af alle. Vores håb er, at flere af vores trænere vil bruge det som eventuelt opvarmning ved håndboldtræningen, men vi har også et ønske om, at det kan vinde indpas, så børnene tager det med i skolegården”, fortæller Lotte Gilkrog, der er initiativtager til inspirationsdagen.
Streethåndbold har den fordel, at det kan spilles overalt. Der er ikke de mange regler. Der må dog kun tages tre skridt med bolden. Målet finder man selv.
Denne eftermiddag var det i nogle tilfælde en sten, og midt under interviewet var Lotte Gilkrog pludselig udpeget som mål.
De fremmødte gik ind i spillet med stor iver, og havde et par fornøjelige timer i selskab med en DGI-instruktør.
”Vi har aldrig prøvet at spille det før, men det er rigtig sjovt, og vi har haft en god eftermiddag. Vi vil nok prøve at spille det i skolegården også, hvis vi ellers kan finde en bold til det”, fortæller Søren Friis Hansen og Mark Ramlev Jensen.
De håber begge, at deres træner også vil bruge det i den almindelig håndboldtræning, fordi det er sjovt at spille.

Bolden
Den bold der spilles med i Streethåndbold har sin egen helt specielle historie.
Spillet er udviklet af Lasse Boesen fra Kolding IF sammen med et par andre, og det fortælles, at ideen opstod på baggrund af, at Boesens bedstemor, da han var dreng lavede en bold til ham af garn og viklede noget stof udenom, og så kunne den store dreng hygge sig med bolden.
”Den bold, der bruges i dag er dog lidt mere avanceret, idet den består af skum og er belagt med en form for læder. Det gør at bolden er blød, og dermed lettere at håndtere for spillerne. Det betyder også, at man ikke kan drible med den, og det udfordrer spillerne til at lave hurtige afleveringer”, fortæller Lotte Gilkrog.
Bording KFUM har investeret i en stribe bolde, og det er planen, at der nu skal spilles streethåndbold fremover, mest i forbindelse med træningen.
”Vi kunne godt have lavet en instruktionsdag i Streethåndbold for vores trænere, men vi valgte i stedet for, at det skulle være vores medlemmer, der skulle prøve spillet, og så kan de jo sammen med os, der har været med til prøve spillet, motivere vores trænere, til at tage ideen med ind i den daglige træning. Når ungerne selv har prøvet spillet, tager de det lettere til sig, end hvis det er noget træneren finder på”, konstaterer Lotte Gilberg.
Bording KFUM har god gang i ungdomshåndbolden og tæller omkring 200 medlemmer, hvoraf 150 er ungdomsspillere, som nu får mulighed for at lege med den nye bold og det nye spil.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Copyright Bording KFUM Håndbold 2018